ET STILLE UMÆRKELIGT DRAB
Næste roman om Nina Borg udkommer 17. februar - her er en smagsprøve!
DET NORDLIGE UNGARN
“Måske finder vi en pistol,” sagde Pitkin og sigtede med pegefingeren på vagthuset ved porten. “Piiiiiiiuuuuuuuv.”
“Eller et maskingevær,” sagde Tamás og fyrede sit imaginære våben af fra hoften. “Ratatatatatatatatatata!”
“Eller en tank!”
“De tog tanksene med sig,” sagde Tamás med en pludselig, upassende realisme.
“En granat,” forsøgte Pitkin sig. “Tror du ikke godt de kan have glemt en granat et sted?”
“Det ved man aldrig,” sagde Tamás.
Der var hegn rundt om den gamle militærforlægning, men den enlige nattevagt havde for længst givet op over for horderne af skrottyve og klunsere. Han blev i sin vagtstue nu, den eneste bygning der stadig havde elektricitet og vand, og så tv på et lille sort-hvid fjernsyn han tog med sig hjem hver morgen når vagten var forbi. En gang havde han skudt efter to af Rakos-brødrene, der havde haft planer om at hugge hans fjernsyn, og det havde trods alt givet en vis respekt. Nu eksisterede der en form for væbnet sameksistens: Vagtens territorium udstrakte sig til vagtstuen og området umiddelbart omkring den, altså porten og den del af hegnet der vendte ud mod vejen, og dér kom selv ikke de mest foretagsomme lokale tyve. Alt andet var til gengæld ingenmandsland, og det betød at alt hvad der kunne bæres væk, var væk. Om det så var selve hegnet, så havde György Motas stjålet lange sektioner af det til at indhegne sin egen hundegård med.
Tamás vidste godt at chancerne for at finde noget af værdi efterhånden var meget små. Men hvad nu hvis? Og hvad skulle man ellers lave sådan en lun martsaften når man ikke havde en klink? Og det kunne godt være at Pitkin for det meste snakkede som en 8-årig, men han var næsten 18 og stærkere end de fleste. Måske de kunne finde et eller andet andre havde ladet stå fordi det var for tungt.
De dukkede gennem hegnet. Den prikkende, kildende fornemmelse af at være på forbudt område sneg sig ind på Tamás, og han kunne ikke lade være med at smile. Rundt om dem stod de rå betonvægge fra officersmessen, bruserummene, værkstederne og kontorerne stadig som forladte filmkulisser, men vinduer og døre var for længst væk og gjorde nytte andetsteds, ligesom spær og tagplader, radiatorer, vandrør, haner, håndvaske og gamle toiletkummer. Træbarakkerne, hvor de menige sovjetiske soldater havde sovet, var helt væk, fjernet bræt for bræt så kun betonfundamentet lå tilbage. Det der var mest tilbage af, var det gamle hospital, der med sine tre etager ragede op over resten som en ridderborg blandt bondehuse. I nogle år efter at russerne var taget hjem, havde det fungeret som klinik for de lokale, drevet af en eller anden vestlig hjælpeorganisation. Men så forsvandt også de engelsktalende læger og sygeplejersker og frivillige, og klunserne slog ned på hospitalet som en græshoppesværm. De første uger havde der været fede gevinster – Attila havde fundet et stålskab fuld af hospitalssprit, og Marius Paul havde solgt tre mikroskoper inde i Miskolc for næsten 50.000 forint. Men nu var også den høje bygning efterhånden et afpillet kyllingeskrog hvor der ikke var mere at komme efter. Alligevel var det hospitalet Tamás og Pitkin stilede imod.
Tamás dukkede først ind gennem det tomme dørhul. Der var bælgravende mørkt herinde, og han måtte tænde lommelygten for at kunne se hvor han satte fødderne. Firkanter af gråblåt månelys faldt ind gennem vinduesgluggerne, men ellers var mørket tæt og fugtigt og uigennemtrængeligt.
“Bøh!” råbte Pitkin, og det gav et sæt i Tamás. Lyden rungede mellem murene, og Pitkin grinede.
“Blev du bange?” sagde han.
Tamás brummede bare. Nogle gange var Pitkin altså bare for barnlig.
Der var stadig rester af gullig linoleum på gulvet og rester af grøn maling på væggene. Tamás lyste op gennem trapperummet. Længst oppe kunne han skimte lidt nattehimmel, så også her var græshoppesværmen begyndt at spise af tagbelægningen. Kælderen kunne man ikke komme ned i – af en eller anden årsag havde russerne gjort sig den ulejlighed at forsegle den ved simpelthen at hælde en portion flydende beton ned i trappeskakten både her og i bygningens nordlige ende.
Pitkin spejdede ind i den øde korridor. Han hapsede lommelygten ud af hånden på Tamás, holdt den som om den var en pistol og sprang hen foran den første døråbning.
“Freeze!” råbte han og pegede ind på den tomme hospitalsstue med lyskeglen.
“Scchhh,” sagde Tamás. “Sæt vagten kommer.”
“Det gør han sgu da ikke. Han sidder og snorker foran fjernsynet som han plejer.” Men lidt af actionheltegassen gik alligevel af ham.
“Hov,” sagde han. “Der er sket et eller andet ...”
Han havde ret. Lyset fra lommelygten spillede hen over de afskallede falmede grønne vægge og afslørede en voldsom revne i murværket under vinduet. På gulvet lå der flere brokker end der plejede – dele af loftet var faldet ned, og gips og gammel maling hang ned i flager. Tamás fik pludselig en ubehagelig fornemmelse af at etagen ovenover når som helst kunne falde ned og gøre ham og Pitkin til kødfyld i en betonsandwich. Men så fik han øje på noget der fik grådigheden til at folde sig ud som vinger.
“Dér,” sagde han. “Lys lige dér igen.”
“Hvor?”
“Ovre ved vinduet. Nej, ned mod gulvet ...”
Måske var det bare almindeligt forfald, måske var det en af de små rystelser som indimellem dannede ringe i kaffekopperne derhjemme. I hvert fald havde det gamle hospital taget et stort skridt nærmere den totale kollaps. Revnen i væggen havde fået en del af gulvet til at styrte ned i kælderen. Den kælder, der havde været lukket land siden russerne plomberede den med to store betonpropper i hver ende.
Pitkin og Tamás så på hinanden.
“Der må være masser af ting dernede,” sagde Tamás.
“Alt muligt,” sagde Pitkin. “Måske endda en granat ...”
Tamás ville strengt taget hellere finde et par mikroskoper som dem Marius Paul havde fået så gode penge for.
“Jeg kan godt komme igennem,” sagde han. “Giv mig lygten!”
“Jeg vil også derned,” sagde Pitkin.
“Jaja. Men vi bliver nødt til at gøre det én ad gangen.”
“Hvorfor det?”
“Tumpe. Hvis vi begge to hopper derned, hvordan skal vi så komme op igen?”
De havde hverken reb eller stige, og Pitkin indså nødtvungent fornuften i Tamás’ indvending. Så derfor var det Tamás alene der satte sig på kanten og forsigtigt stak fødder og ben ned gennem det uregelmæssige hul. Han tøvede lidt.
“Skynd dig nu. Ellers vil jeg!”
“Okay, okay. Vent nu bare lige lidt!”
Han ville ikke have at Pitkin skulle synes han var en kylling, så han skubbede sig lidt frem og lod sig glide. I det han begyndte at falde, gav det et skarpt jag af smerte i den ene arm.
“Av!”
Han landede skævt, oven på brokkerne fra det nedfaldne loft, men det var ikke det der gjorde så ondt.
“Hvad er der?” spurgte Pitkin oppe fra hullet.
“Jeg rev mig på noget.” Han kunne mærke blodet gennemvæde skjorteærmet. For helvede da også. En 20 cm lang træsplint sad stadig fast i armen, lige under armhulen. Han trak den fri, men den havde lavet en lang flænge i kødet, og det gjorde mere og mere ondt jo længere han stod her.
“Er der noget dernede?” spurgte Pitkin utålmodigt og var allerede færdig med at bekymre sig om Tamás’ helbred.
“Jeg kan jo ikke se noget, vel? Giv mig lygten.”
Pitkin lagde sig ned på gulvet og rakte lygten ned gennem hullet. Tamás kunne lige akkurat nå den. Der var heldigvis ikke så højt til loftet i kælderen som i resten af hospitalet.
Der var overraskende varmt hernede. Kulsort og fugtigt, men næsten lunt. Og det var med det samme helt tydeligt at de havde ramt en guldgrube. Der var alt muligt, ganske som han havde håbet, bare her i det første rum. To rullebrikse. Stålskabe. Også forskellige instrumenter, selv om han ikke lige kunne få øje på noget der lignede et mikroskop. Radiatorer og vandhaner og håndvaske var her stadig, der stod bøger og glas og flasker i reoler og skabe, og ovre i hjørnet stod der en vægt af den slags skolelægen havde, med tromler der skulle skubbes frem og tilbage til man kunne se hvad folk vejede. Han glemte næsten smerten i armen ved tanken om hvad alt det her kunne omsættes til. Hvis ellers de kunne få det op herfra før andre opdagede deres guldfund.
“Er der nogen våben?” spurgte Pitkin.
“Det ved jeg ikke.”
Der var også stadig døre. Tykke tunge ståldøre der peb når man skubbede til dem. Han gik ud på gangen og åbnede dem en for en, og lyste ind i stuerne bag. En var helt klart en operationsstue, stadig med store lamper ophængt i loftet og et operationsbord af stål. Så kom et rum fuld af aflåste skabe. Tamás’ hjerte slog hurtigere da han så at der stadig stod pilleglas og æsker derinde. Afhængig af hvad det var for noget, og hvor godt det havde holdt sig, så kunne det være endnu mere værd end mikroskoper og den slags.
Men det var det næste rum der fik ham til at standse op og tænke intenst, så længe at han svagt kunne høre Pitkin begynde at råbe utålmodigt.
Engang havde den nok hængt i loftet, men rystelser eller almindeligt forfald havde fået de tykke bolte til at løsne sig så hele herligheden var styrtet ned på det revnede flisegulv. Kuglen havde revet sig fri af armen i faldet og lå for sig selv, skrammet og gulmalet på en måde som mindede ham lidt om de søminer han havde set på film. Forsigtigt strakte han hånden frem og rørte ved den, ganske, ganske let. Den var varm. Ikke skoldhed, bare hudvarm, som om den var levende. Advarselsskiltet kunne stadig tydes, sort mod det gule, på trods af skrammer og betonstøv.
Han bakkede et par skridt. Lommelygtens lys var blevet mærkbart svagere, batteriet måtte være ved at dø. Han blev nødt til at gå tilbage til hullet mens han stadig kunne se en smule. På vejen baldrede han glasset i et af medicinskabene og tog lidt glas og æsker med sig, halvt i blinde. Pitkin råbte igen, noget tydeligere nu hvor Tamás var tættere på hullet.
Tamás’ hjerne arbejdede og arbejdede. Det var som om han pludselig kunne se fremtiden, se den så tydeligt at det blev let at lægge planer. Ja. Sådan. Og så sådan. Og hvis han spurgte –
“Fandt du en granat?” afbrød Pitkin hans tankerække, mere dæmpet nu hvor han kunne se at Tamás var vendt tilbage.
Tamás så op mod hullet. Pitkins ansigt hang som en måne midt i mørket, og Tamás kunne mærke et underligt ufrivilligt smil trække i mundvigene så hans mund blev bred som en frøs.
“Nej,” sagde han, en anelse åndeløst.
“Hvad så? Hvad fandt du så?”
Tamás tog en dyb indånding.
“Jeg fandt noget jeg tror man kan lave en bombe af,” sagde han.
22. april
På det seneste havde Schou-Larsen tænkt meget på at han snart skulle dø.
Når han stod ud af sengen om morgenen, var der ligesom en modstand når han åndede ind. Som om det ikke længere var en selvfølge at trække vejret. Man måtte gøre sig umage. Og smerten i leddene var for længst blevet en konstant baggrundsknitren han dårligt lagde mærke til, selv om den trættede ham.
Der var vel ikke så meget at sige til det. Når ens ellers udmærkede legeme havde været i brug siden 1925, måtte man påregne en vis slitage. Og det var heller ikke stakåndetheden og gigtsmerterne i sig selv der gik ham på. Det var mere det de betød. Det de mindede ham om.
Han så på advokaten som sad på den modsatte side af det hvide konferencebord, behørigt bevæbnet med sagsakter og formodentlig stærkt moderigtige briller.
“Jeg vil gerne sikre mig at min kone har den støtte hun behøver når jeg falder bort,” sagde Schou-Larsen. Det var det han havde bestemt sig for at kalde det. At falde bort. Der var en vis ynde i det udtryk, syntes han. Han forestillede sig et langt, blafrende fald fra en klippe eller et fly, med vinden i tøjet og håret og øjnene, og en bred grøn-og-gulternet jord der brusede én i møde. Det fjernede en væsentlig del af dødens kliniske realitet, og man behøvede ikke tænke på væske i lungerne, morfindrop og døende organer, på ligpletter og gammelt blod der langsomt størknede i indsnævrede årer.
Advokaten nikkede. Mads Ahlegaard, hed han, og Schou-Larsen havde valgt ham fordi han var søn af den Ahlegaard han ellers altid havde benyttet. Men nu gik Ahlegaard senior rundt på en golfbane lidt uden for Marbella, og Schou-Larsen måtte lade sig nøje med denne yngre og noget mindre tillidsvækkende udgave.
“Det kan jeg godt forstå, Jørgen,” sagde den unge Ahlegaard og nikkede endnu en gang for at understrege sine egne ord. “Men hvad er det præcis for en støtte du mener din kone har behov for?”
Schou-Larsen mærkede en stigende frustration. Han havde jo forklaret.
“Det har altid været mig der tog mig af det,” sagde han. “Alt det administrative og økonomiske, og ... ja, meget andet også. Og så tænkte jeg mig at man måske kunne sørge for at Claus ... altså at vores søn ... at han kom til at spille den rolle i fremtiden.” Fremtiden. Det var også en smuk og optimistisk måde at omtale det på. Fremtiden – ormefestens nachspiel.
“Ja. Det er godt din kone har ham.”
Schou-Larsen mærkede musklerne i kæben og ved øjnene strammes. Han ville bare ikke forstå, ham den unge mand på den anden side af bordet som sad der i skjorteærmer, med jakken hængende på stoleryggen som en anden gymnasieelev. Hvad kunne han være? Ikke over femogtredive, i hvert fald. Ellers havde han vel lært at ikke alle mennesker satte pris på at blive dusset og kaldt ved fornavn.
“Men hvis hun nu ikke spørger ham? Hvis hun nu bare ... gør et eller andet. Hun har ikke så stor erfaring i at bedømme mennesker. Og hun er mere skrøbelig end folk lige tror. Kan man ikke tage sine forholdsregler?”
“Hvad skulle det være?”
“Hvis nu min søn fik fuldmagt. Så det var ham der sad med styringen af det økonomiske, og alt det med huset.”
“Jørgen, din kone er et voksent, selvstændigt menneske. Og huset står vel for øvrigt i hendes navn.”
“Jamen, det er jo det der er fejlen!”
Ahlegaard junior skubbede sine tynde, firkantede titaniumbriller højere op på næsen med en solbrændt pegefinger.
“Jeg mener faktisk det er en klog disposition. Det gør netop situationen lettere for hende, arveretsligt set.”
“Det er muligt. Men det gjorde det også vældig let for hende at låne 600.000 kroner i banken. Og bruge dem på et Costa Del Fup-projekt som sikkert aldrig har eksisteret andre steder end på de flotte billeder i brochuren! Kan De ikke forstå jeg er bekymret for hende?”
“Jørgen, jeg synes du skal snakke med hende om det. Måske skulle både du og Claus tage en snak med hende. Formelt set er huset hendes, og hun må disponere over det som hun vil, og det kan alverdens dokumenter ikke lave om på.”
Samtalen var forbi. Det var tydeligt af den måde Ahlegaard samlede papirerne sammen på. Schou-Larsen blev stædigt siddende endnu nogle sekunder, men det fik bare junior til at rejse sig op og træde rundt om bordet for at give hånd.
“Skal jeg få Lotte til at ringe efter en taxa?” spurgte han.
“Nej tak. Jeg er i bil.”
“Nå? Ja, det er vel ellers ikke let at finde en parkeringsplads herinde?”
Schou-Larsen rejste sig langsomt.
“Vil det sige De ikke vil hjælpe mig?” sagde han tungt.
“Vi er da altid klar til at hjælpe. Ring endelig hvis der er noget, så tager vi et møde.”
Det havde lige regnet da han kom ned på gaden. Grenene på de nyudsprungne buske i Kongens Have hang hen over grusstierne, tynget af væde. Cyklisternes smalle dæk hvislede vådt mod cykelstien.
Det havde, som Ahlegaard havde gættet, været svært at finde en parkeringsplads i nærheden af firmaets kontor i Gothersgade, og han var stakåndet da han endelig nåede frem til anlægget i Adelgade, hvor det til sidst var lykkedes at parkere hans elskede gamle Opel Rekord. Måske var det derfor han ikke bemærkede den sorte Citroën.
“Hey, pas på!”
Han mærkede et greb i skulderen der fik ham til at vakle baglæns og falde. Han lå på asfalten og så et regnblankt fordæk passere forbi, centimeter fra hans ansigt. Stænkene fra den våde overflade slog mod hans kind som hagl.
“Er du okay?”
Bilen var væk. Nu stirrede han op på en svedende ung mand i stramtsiddende neongrøn cykeltrøje og cykelshorts. Han kunne ikke svare.
“Skal jeg ringe efter en ambulance?”
Han rystede stumt på hovedet. Nej, ingen ambulance.
“Jeg skal bare hjem,” fik han til sidst frem. Helle ventede, og han ville ikke gøre hende urolig.
Han kom på benene, fik takket det neonfarvede cykelbud, fandt bilnøglene frem. Nåede frelst hen til Opelen og satte sig ind på forsædet. Der skete ikke noget, sagde han til sig selv, og gentog det så for en sikkerheds skyld. Der skete jo ikke noget.
Men hele vejen hjem tænkte han på at det kunne ske. Ikke bid for bid, spredt ud over måneder eller måske år, men nu, i et eneste råt sekund, smadret mod asfalten som en blodfyldt myg der splatter ud på en forrude.
Sådan kunne man altså også falde bort.
23. april
“Havde hun så for fanden bare hugget ordentligt til.”
Magnus’ smil nåede ikke helt op til øjnene, og hans forsøg på morbid humor virkede nogenlunde lige så veloplagt som resten af hans store krop. Han så træt ud, tænkte Nina. Træt og falmet og helt uden sin sædvanlige aura af svensk, kornblond korsridder på vej i felten mod drager, vantro og bureaukrater.
“Prøv at se hans hænder,” hvæsede Magnus lavmælt. “De ligner fandeme noget der er lavet af min datters modellervoks. Kan han overhovedet holde på en hammer. Satans til skrankepave. Satans jävla system.” Den sidste luft sivede ud af ham i et hidsigt snøft, og den spinkle stol knagede faretruende under hans vægt da han lod sig glide tilbage i ryglænet og stirrede resigneret op i loftet.
Retssale havde den effekt på ham, vidste Nina. Det var ikke første gang hun så sin chef klappe sammen ved synet af landets fremmeste repræsentanter for “systemet”, som han plejede at kalde det. Han blev træt når han skulle kæmpe mod papir og advokater.
Hendes egen vrede var anderledes. Den forblev uforandret og brændende et sted i mellemgulvet.
Klokken var 13.24.
Natasha sad i samme stilling som hun havde siddet i for en time siden, med albuerne hvilende let på kanten af bordet og et fjernt udtryk i de udgrædte blå øjne. Det var kun når den russiske tolk lejlighedsvist brød ind i den danske talestrøm at hun blev nærværende, og selv da var det kun i korte glimt. Den unge kvinde havde siddet varetægtsfængslet i fire måneder nu. Hun havde nægtet at se sin datter i fængslet, vidste Nina. Rina var tilbage i Kulhuslejren, hvor hun gled rundt som et spøgelse mellem de andre børn.
Nina fik næsten fysisk ondt af at se på Natasha, orkede pludselig ikke rigtigt at være der mere. Solen faldt let og spillende ind gennem de høje vinduer i retssalen og småbitte støvfnug sejlede rundt i de varme søjler af lys. Anklageren var klar til at komme med sin afsluttende procedure. Hun var en lille senet kvinde midt i fyrrerne, ulasteligt klædt i mørkeblå nederdel, matchende habitjakke, skjorte, et spinkelt guldsmykke om halsen og matte kødfarvede nylonstrømper.
Nina rettede blikket mod stuklofterne, mens anklageren langsomt malede sig gennem anklageskrift og bevismateriale. Som om det var nødvendigt. Som om alle i lokalet ikke allerede vidste præcis hvad der var sket.
“… anklagede gik ind i en jagtforretning på Østerbro…”
Nina mærkede rastløsheden brede sig ud i hele kroppen nu. Den sad som en sær kildrende spænding lige under huden og tvang hende til at strække sig langsomt og lydløst som en kat. Den russiske tolk ved siden af Natasha kværnede langsomt og monotomt under anklagerens skarpe stemme.
“... og indkøbte en Sterkh-1: En 24 centimeter lang, traditionel russisk jagtkniv der er specielt designet til effektivt at kunne opsprætte og flå nedlagte dyr ... “
Nina drejede hovedet og fangede Natashas blik under det tjavsede pandehår.
“ ... og det var med denne kniv at anklagede tilføjede Michael Anders Vestergaard fire stik i henholdsvis arm, skulder og hals.”
Både Nina og alle andre i Kulhuslejren havde vidst at manden var et sadistisk svin som havde sendt Natasha tilbage til lejren og Magnus med et underliv der skulle lappes sammen med nål og tråd for at fungere igen. Alligevel havde Natasha valgt at acceptere ydmygelserne, så længe svinet var det eneste der stod mellem hende og en udvisning til hjemlandet. Det var først da han havde rørt Rina at det endelig havde slået klik for Natasha.
Nina havde vidnet mandag. Det samme havde Magnus, som lappede Natasha sammen sidste sommer efter det som anklageren betegnede som frivillig sex med elementer af dominans. Magnus havde beskrevet Natashas skader i kvalmende detaljer, mens anklageren bladrede distræt i lægejournalen og tegnede små kruseduller i margen.
Og ja, Natasha havde faktisk samtykket, eller i hvert fald fundet sig i det. Nej, hun havde ikke meldt noget til politiet. Heller ikke sin mistanke om at svinet var begyndt at interessere sig for Rina. Da hun havde overrasket ham med en finger under kanten af Rinas lyseblå Didl-underbukser, havde hun i stedet købt en kniv. Bagefter havde hun ringet til Nina. Først bagefter. Og nu viste alle præcis hvad der ville ske. Natasha ville i første omgang blive dømt for drabsforsøg. Overlagt naturligvis, eftersom der gik adskillige timer fra hun købte kniven til den rent faktisk sad i halsen på Michael Vestergaard og havde været millimeter fra at tage livet af ham. Rina ville komme til at henslæbe et par år af sin barndom i Kulhuslejrens ingenmandsland mens hun ventede på at hendes mor ville komme ud, og derefter ville de sammen blive udvist til Ukraine. Det hele var lige så kvalmende og uafvendeligt som anklagerens endeløse kværnen og den tørre lyd af papirsider der blev vendt, efterhånden som proceduren skred frem.
Offeret, Michael Vestergaard, sad lidt længere tilbage i salen med åbentstående Hugo Boss-skjorte, så alle der gad kigge i hans retning havde frit udsyn til de røde lysende ar på hans hals og glatte skulder. Han havde armen omkring en ung mørk kvinde – Nina gættede på at hun var fra Sydamerika. Mens anklageren talte bøjede Michael Vestergaard sig ind over den unge kvinde og greb blidt fat om hende hage. Hun gav sig lidt, men så på ham og smilede, mens han kørte tommelfingeren hen over hendes underlæbe og tværede lidt af hendes lipgloss ud over hagen.
Han var for længst holdt op med at høre efter.
Magnus fulgte hendes blik.
“Hun skulle fandeme have hugget til,” hvæsede Magnus.