DRENGEN I KUFFERTEN
Nina så manden lige i øjnene.
“Nu tror jeg bare du skal gå,” sagde hun.
Det havde ikke rigtig nogen effekt. Han tog et skridt nærmere og lænede sig ligesom ind mod hende. Hun kunne lugte hans aftershave. I en lidt anden situation ville den have været behagelig.
“Jeg ved hun er her,” sagde han. “Og jeg forlanger at komme til at tale med min forlovede med det samme.”
Det var en varm augustdag, og der stod hvide roser fra haverne i den blå vase i vindueskarmen. Uden for Ellens Gård skinnede solen på støvet græs og hvide bænke. Nogle af børnene fra Barak A løb og spillede fodbold; det ene hold råbte løs på urdu og det andet på rumænsk, men det lød til de fandt ud af det alligevel. De havde vel spisefrikvarter, tænkte Nina med en lille distraheret del af sin hjerne. Hendes kolleger Magnus og Pernille var gået til frokost for længst, og hun kunne også se psykologen Susanne Marcussen sidde og tale med den nye sundhedsplejerske på bænkene uden for kantinen. Klokken var 11.55, og bortset fra børnenes leg lå der en tung og siesta-agtig dvaskhed over Dansk Røde Kors Center Furesø, bedre kendt som Kulhuslejren. Eller det havde der i hvert fald gjort indtil manden foran hende var kommet vadende ind på klinikken for fire minutter siden. Hun skævede ned til telefonen på skrivebordet, men hvem skulle hun ringe til? Politiet? Indtil videre havde han ikke gjort noget ulovligt.
Han var vel sidst i 40erne, med mellembrunt tilbagestrøget hår. Solbrændt og velklædt, i en kortærmet Hugo Boss skjorte med matchende slips. Ingen havde drømt om at standse ham ved porten, åbenbart.
“Flyt dig,” sagde han til hende. “Så finder jeg hende selv.”
Nina blev stående. Hvis han slår mig, kan jeg politianmelde ham, tænkte hun. Det ville være det værd.
“Her er ikke adgang for uvedkommende,” sagde hun. “Jeg må bede dig om at gå.”
Det havde endnu mindre virkning end første gang. Han så lige igennem hende og hen ad gangen bag hende.
“Natasha,” råbte han. “Kom så. Rina venter allerede i bilen.”
Hvad? Nina forsøgte at fange hans blik.
“Hun er i skole,” røg det ud af hende.
Han så ned på hende, og det smil der krusede hans læber var så triumferende at hun havde lyst til at kaste op.
“Ikke længere,” sagde han.
Der lød et sagte klik af en dør der blev åbnet. Uden at vende sig om vidste Nina at det var Natasha der var kommet ud på gangen.
“Don’t hurt her,” sagde hun.
“Lille skat, det kunne da aldrig falde mig ind,” sagde Boss-manden. “Skal vi tage hjem? Jeg har købt kage til kaffen.”
Natasha nikkede kort.
Nina rakte uvilkårligt en hånd ud for at standse hende, men den spinkle, lyshårede ukrainske pige gik forbi hende uden at ville se på hende. Nina vidste hun var 24, men lige nu lignede hun en ranglet og fortabt teenager.
“I go now,” sagde hun.
“Natasha! Du kan anmelde ham!”
Natasha rystede bare på hovedet. “For what?” sagde hun.
Manden lagde begge hænder om hendes slanke nakke, trak hende ind til sig og gav hende et provokerende dybt kys. Nina kunne se hvordan hele pigens krop stivnede. Han lod sine hænder glide ned over hendes ryg og ind under cowboybuksernes stramme linning til han havde fat om begge hendes baller. Hans hænder bulede tydeligt under stoffet. I et brat ryk tvang han hendes underliv hårdt ind mod sit eget.
Nina kunne smage sin egen mavesyre. Hun havde lyst til at tage den blå vase og smadre den i baghovedet på den lede stodder, men hun gjorde det ikke. Hun sagde ikke engang noget. Hun vidste at hele den forestilling var for hendes skyld, for at hovere, for at triumfere. Jo mere reaktion han fik, jo længere ville det blive ved.
Nina kunne stadig huske hvor strålende lykkelig den ukrainske pige havde været, da hun viste sin forlovelsesring frem. “I stay in Denmark now,” sagde hun med et blændende smil. “My husband is Danish citizen.”
Fire måneder senere dukkede hun op på centeret igen med en hastigt pakket sportstaske og sin 6-årige datter Rina ved hånden. Hun lignede noget der med nød og næppe havde slæbt sig ud af en krigszone. Der var ikke mange ydre tegn på vold, kun lidt blå mærker. Det var ikke fordi han slog hende. Natasha havde ikke villet sige præcis hvad han gjorde, hun havde bare siddet dér med tårerne silende ned ad kinderne, uden at sige et ord. Men hun havde så voldsomme smerter i underlivet at Magnus til sidst havde overtalt hende til at lade sig undersøge.
Nina havde sjældent set Magnus så vred.
“Den jävla skiderik,” hvæsede han. “For fan, hvor ville jeg ønske jeg kendte et tæskehold.” Når Magnus blev særlig opbragt, røg der stadig et par svenske bandeord ind mellem de danske.
“Hvad har han gjort?” sagde Nina. “Hvad er der galt med hende?”
“Hvis han så bare ville nøjes med at bruge sin ynkelige lille pik,” sagde Magnus. “Men du skulle se de læsioner hun har, både i vagina og anus. Jeg har aldrig set noget lignende.”
Og nu stod Skiderikken der og ragede på pigens baller mens han så Nina lige ind i øjnene hen over Natashas skulder. Nina så væk. Hun stirrede stift på roserne i den blå vase. Jeg kunne myrde den lort, tænkte hun stille for sig selv. Myrde, kastrere, partere. Hvis jeg troede det ville hjælpe noget.
Men der var tusinde andre som ham. Ikke præcis som ham, men tusinde andre der kredsede som hajer og bare ventede på at udnytte flygtningenes desperation til at tage en luns af kødet.
Omsider hev han hænderne op af Natashas bukser.
“Hav en god dag,” sagde han og gik. Natasha fulgte ham som om hun var en dukke.
Nina flåede røret af telefonen og tastede et internt nummer.
“Lærerværelset, det er Ulla.”
“Er det rigtigt at den skid der skal giftes med Natasha har hentet Rina?” spurgte Nina.
Der blev stille i den anden ende. “Nu skal jeg se efter,” sagde dansklæreren så. Nina ventede i seks minutter. Så kom Ulla Svenningsen tilbage. “Jeg er ked af det,” sagde hun. “Han dukkede åbenbart op lige som det ringede ud til spisefrikvarteret. Han havde is med, siger børnene, og Rina løb lige hen til ham.”
“For fanden da, Ulla!”
“Sorry. Men det er jo ikke noget fængsel. Åbenhed er ligesom en del af konceptet.”
Nina lagde på uden at sige mere. Hun rystede af raseri. Lige nu kunne hun ikke holde ud at høre på undskyldninger eller frelste betragtninger om vigtigheden af at åbne sig mod samfundet.
I det samme kom Magnus løbende ind ad døren. Hans briller sad skævt og der var svedperler overalt i det store venlige hundeansigt.
“Natasha,” gispede han. “Jeg så hende lige sætte sig ind i en bil.”
“Ja,” sagde Nina. “Hun er taget hjem til skiderikken igen.”
“Jamen for helvete da!”
“Han hentede Rina først. Og så fulgte Natasha bare med.”
Magnus sank opgivende ned på en kontorstol.
“Og hun vil selvfølgelig ikke anmelde ham.”
“Nej. Kan vi ikke gøre det?”
Magnus tog brillerne af og pudsede dem åndsfraværende i kitlen.
“Han kan bare sige at det jo ikke kommer nogen ved at ham og hans forlovede kan lide at dyrke hård sex,” sagde han mismodigt. “Hvis hun ikke modsiger ham ... så er der ingenting at gøre. Han banker hende ikke. Der er ikke nogen røntgenbilleder af brækkede arme og ribben vi kan slå ham i hovedet med.”
“Og han gør ikke barnet noget,” sukkede Nina.
Magnus rystede på hovedet.
“Nej. Så kunne vi jo anmelde ham for dét.” Han skævede til uret på væggen. Klokken var fem minutter over tolv. “Skal du ikke til frokost?”
“Jeg har ligesom mistet appetitten,” sagde Nina.
I det samme vibrerede hendes private mobiltelefon i lommen på kitlen. Hun tog den.
“Det er Nina.”
Stemmen i den anden ende præsenterede sig ikke, og først kunne hun ikke høre hvem det var.
“Du må hjælpe mig.”
“Øh ... med hvad?”
“Du må hente den. Du kan sådan noget.”
Det var Karin, gik det op for hende. Sidst set til en noget fugtig studievenindejulefrokost, der endte i et bragende skænderi.
“Karin, hvad er der galt? Du lyder helt forkert.”
“Jeg sidder i Magasins cafeteria,” sagde Karin. “Det var det eneste sted jeg kunne finde ud af at tage hen. Kommer du?”
“Jeg er på arbejde.”
“Ja. Men kommer du?”
Nina tøvede. Lige med et lå der så meget i luften. Gamle tjenester. Gamle venskaber og regnskaber. Og Nina skyldte, det vidste hun godt.
“Okay. Jeg er der om tyve minutter.”
Magnus hævede øjenbrynene.
“Jeg tager lige den frokost alligevel,” sagde Nina. “Og øh ... det varer nok mindst en time.”
Han nikkede distræt. “Jaja. Vi holder vel skansen.”
“Fru Ramoskiene!”
Et skarpt lys ramte Sigitas ene øje. Hun ville vride hovedet væk, men kunne ikke, nogen holdt hende, nogen havde fat om hendes hoved.
“Fru Ramoskiene, kan De høre mig?”
Hun kunne ikke svare. Hun kunne ikke engang åbne øjnene selv.
“Det nytter ikke noget,” sagde en anden stemme. “Hun er helt væk.”
“Føj for en stank.”
Ja, tænkte Sigita fortumlet. Der stank. Af rå sprit og opkast. Nogen burde virkelig gøre rent her.
“Fru Ramoskiene. Det er bedst hvis De selv kan hjælpe til.”
Med hvad? Hun forstod ingenting. Hvor var hun? Hvor var Mikas?
“Vi bliver nødt til at føre en slange ned gennem Deres hals. Hvis De selv kan hjælpe med at synke, vil det være mindre ubehageligt.”
Slange? Hvorfor ville de have hende til at sluge en slange? Hendes forvirrede hjerne sendte hende et kort øjeblik tilbage til skolegårdens absurde væddemål. Du får en litas hvis du stikker sømmet op i næsen. Du får en litas hvis du sluger den her regnorm. Så indfandt der sig et gran af logik. En plasticslange, selvfølgelig. Hun var på et hospital og de ville have en slange i hende, men hvorfor?
Hun kunne ikke selv hjælpe til. De var ved at kvæle hende, forstod de ikke det? Hun kæmpede imod, og så kom en ny smerte, så skarp at den trængte direkte gennem tågerne. Hendes arm.
Man kan ikke skrige med en plasticslange i halsen, opdagede hun.
“Mikas.”
“Hvad er det hun siger?”
“Hvor er Mikas?”
Hun åbnede øjnene. Det føltes tykt og mærkeligt, men hun tvang dem op. Lyset var blændende, og hvidt som mælk. Hun kunne kun lige akkurat ane to kvinder som mørkere omrids midt i det hvide. Sygeplejersker, eller sygepassere, hun kunne ikke skelne detaljerne. De var ved at rede sengen ved siden af.
“Hvor er Mikas?” sagde hun, så tydeligt hun kunne.
“Nu skal De være stille, Fru Ramoskiene.”
Der må være sket en ulykke, tænkte hun. En bil, eller måske med trolleybussen. Det er derfor jeg ikke kan huske noget. Og så kom frygten. Hvad var der sket med Mikas? Var han også kommet til skade? Var han død?
“Hvor er min søn?” råbte hun. “Hvad har I gjort ved ham?”
“Nu må De virkelig tage det roligt. Fru Ramoskiene, læg Dem ned!”
Den ene forsøgte at holde hende tilbage, men hun var for bange til at lade sig holde. Hun rejste sig op. Den ene arm var tungere end den anden, opdagede hun. Lige før kvalmen kom skyllende som en bitter grøn bølge. Syre vældede op gennem halsen på hende, og hendes mishandlede spiserør gjorde så ondt at alting sejlede, hun kunne hverken styre arme eller ben, men sank sammen i en bunke på gulvet.
“Mikas. Jeg vil se Mikas!”
“Han er ikke her, Fru Ramoskiene. Han er sikkert hos Deres mor, eller en anden i familien. Eller hos en nabo. Han har det fint. Læg Dem nu bare ned igen og skrig ikke sådan op. Der er andre patienter her, som er meget syge og har brug for ro!”
Sygeplejersken hjalp hende op i sengen igen. Først følte hun bare lettelse. Mikas var ikke kommet noget til! Men så forstod hun at der alligevel var et eller andet galt. Sigita forsøgte at se kvindens ansigt klart. Der var noget i den tone, noget som ikke var medfølelse, men snarere det modsatte. Foragt.
Hun ved det, tænkte Sigita fortumlet. Hun ved hvad jeg har gjort. Men hvordan? Hvordan kunne en sygeplejerske på en tilfældigt hospitalsstue i Vilnius vide så meget om hende? Det var så mange år siden nu!
“Jeg skal hjem,“ sagde hun grødet, gennem kvalmen. Mikas kunne jo ikke være hos hendes mor. Måske nok hos Fru Mazekiene ved siden af, men hun var oppe i årene og blev træt og lidt kort for hovedet hvis barnepasningen varede for længe. “Mikas har brug for mig.”
Den anden sygeplejerske sendte hende et blik fra den anden side af nabosengen og glattede pudebetrækket med skarpe, præcise bevægelser.
“Det skulle De måske have tænkt på noget før ,” sagde hun.
“Før ... før hvad?” stammede Sigita. Var ulykken også hendes skyld?
“Før De drak dem fra sans og samling. Siden De nu spørger.”
Drak??
“Jeg drikker ikke,” sagde Sigita. “Eller ... næsten aldrig.”
“Jaså. Så er det måske bare en fejl at vi sendte Dem til udpumpning med en promille på 2,8?”
“Jamen, jeg ... drikker virkelig ikke.”
Det kunne ikke være hende. Der måtte være sket en fejl.
“Hvil Dem lidt,” sagde den første sygeplejerske og trak tæppet op over hendes ben. “Måske kan De blive udskrevet senere, når lægen kommer forbi.”
“Hvad er der galt med mig? Hvad er der sket?”
“De er vist faldet på en trappe. Hjernerystelse og en fraktur af venstre underarm, og så har De været heldig at det ikke gik værre!”
En trappe? Hun huskede ingenting. Ingenting siden kaffen og legepladsen og Mikas i sandkassen med sin lastbil.
Det var faktisk en lettelse at slippe væk fra centeret, tænkte Nina mens hun kørte op ad rampen til Magasins parkeringshus og listede bilen ind mellem en søjle og en bred sølvfarvet Mercedes. Nogle gange blev hun bare så træt af at føle sig magtesløs. Hvad fanden var det for et land, hvad var det for en verden, når unge piger som Natasha var tvunget til sælge sig selv til mænd som Skiderikken for at få dansk opholdstilladelse?
Hun tog elevatoren helt op. Madlugten var overvældende så snart hun trådte ud på etagen – duften af lun leverpostej blandede sig med fritureos og kaffearoma. Hun spejdede rundt i cafeteriaområdet og fik til sidst øje på Karins lysblonde hoved. Hun sad ved et bord lige uden for børneområdet, i en ærmeløs hvid sommerkjole der på en eller anden måde bare virkede som en fritidsversion af sygeplejerskeuniformen. I stedet for de små fikse håndtasker hun ellers gjorde det i, hvilede hendes ene hånd på en sort dokumentmappe på stolen ved siden af, mens den anden drejede kaffekoppen frem og tilbage, frem og tilbage.
“Hej,” sagde Nina. “Hvad er der så?”
Karin så op. Hendes øjne lyste af et eller andet Nina ikke helt kunne identificere. Noget sammenbidt og på en eller anden måde definitivt.
“Du skal hente noget for mig,” sagde hun og lagde en lille rund plasticdims på bordet. En nøglepolet, kunne Nina se, ligesom dem man bruger til skabe i offentlige garderober.
Nina begyndte at blive irriteret.
“Hold nu op med at være så forbandet kryptisk. Hvad er det jeg skal hente?”
Karin tøvede.
“En kuffert,” sagde hun så. “Fra en bagageboks på Hovedbanegården. Lad være med at åbne den før du er kommet ud derfra. Og skynd dig.”
“Karin for fanden. Du får det til at lyde som om den er fuld af kokain, eller sådan noget.”
Karin rystede på hovedet.
“Nej. Det er ikke sådan. Det er ... ” hun afbrød pludselig sig selv, og Nina kunne se en kun lige akkurat undertrykt panik i hende. “Det var ikke det der var aftalt,” sagde hun febrilsk. “Jeg kan ikke. Jeg kan ikke gøre noget, men du kan. Du ved hvordan man gør.”
Karin rejste sig pludselig op som om hun ville til at gå. Nøglepoletten lå på bordet mellem dem. 37-43, stod der med hvide tal på den lille sorte plasticcirkel.
“Du kan jo så godt lide at redde mennesker, ikke?” sagde Karin med en vis bitterhed i stemmen. “Nu har du chancen. Men du skal skynde dig.”
“Hvor skal du hen?”
“Hjem og sige mit job op,” sagde Karin kort for hovedet. “Og så rejser jeg nok væk lidt.”
Hun begyndte at siksakke mellem bordene, på vej mod udgangen. Hun knugede dokumentmappen under armen i stedet for at bære den i hanken. Det så på en eller anden måde forkert ud.
Nina opgav at standse hende. Hun så ned på den lille blanke polet. En kuffert. En bagageboks. Du kan jo så godt lide at redde mennesker, ikke?
“Hvad fanden har du rodet dig ud i, Karin?” mumlede hun for sig selv. Hun havde på fornemmelsen at det klogeste ville være bare at gå. At efterlade nr 37-43 der på det fedtede cafébord og simpelthen bare vende ryggen til og gå.
“Åhr for fanden,” hvæsede hun, og samlede nøglepoletten op.
Foto: Ole Bo Jensen/photos4u