Børnene i Csenyéte
 
I Ungarn er det forår. For to danske krimiforfattere føles det mere som sommer, med temperaturer på den varme side af de 25 grader C. Vi er lige steget ud af en varm bil efter at have siddet der i tre timer, siden vi forlod Budapests morgenmyldrende trafik og begyndte at køre østpå, til en af de mest kriseramte af Ungarns regioner. Her ligger landsbyen Csenyéte, hjem for lidt over 500 mennesker, hvor af de allerfleste er romaer. Kun tre “almindelige” ungarske familer bor stadig herude hvor vejen ender blindt, og et betalt arbejde er nogenlunde lige så svært at få fat på som en snebold i helvede.
    Vi er på research, for det er i en by som Csenyéte at en af hovedpersonerne i næsten Nina Borg er født. Vi kigger og lytter og oplever, og suger til os så det bagefter er svært at holde øjnene åbne i bilen hjem. Vi møder mennesker og hører om deres liv, om kampen for at få tilværelsen til at hænge sammen når taget i den ene ende af huset er faldet sammen, og man ikke har penge til at få det repareret, og vi prøver at forestille os hvordan det er at bo her i de tyve minusgrdaer kolde fastlandsklimavintre; uden vand i husene, uden andre varmekilder end jernovnen der også er komfur, otte mennesker i et rum der er på størrelse med et gennemsnitsligt dansk børneværelse.
    Det kunne være deprimerende at være her, men er det af en eller anden grund ikke, eller ikke kun. Ganske vist er statistikkerne og fremtidsudsigterne dystre. Og det er jo også til at få øje på at det er et hårdt liv når brændet til hvert eneste varme måltid skal hentes i en skov der ligger tre kvarter væk til fods. Når vandet skal hentes ved en af de få vandposter byen besidder, eller hales op af en vippebrønd med håndkraft. Når høns ikke er et hobbyprojekt, men den eneste regelmæssige kødkilde familien har, ud over den enlige gris der er ved at blive fedet op til julen.
    Men de mennesker vi møder, er netop mennesker, ikke sølle stakler man bare skal have behørigt ondt af. Der er glimt og humor i øjnene, der er varme og stædighed og styrke, og der er en vilje til at gøre det allerbedste for sine børn. Göngiy sender alle sine seks i børnehave eller skole hver dag, og hun håber hendes ældste datter kan komme til at uddanne sig til sygeplejerske. En mand fra landsbyen er på vej rundt til hvert eneste hus med en liste; han skal registrere alle byens hunde, for i morgen kommer dyrlægen, og så skal hele flokken vaccineres. Göngiys mand graver efter orm bag huset, for måske kan han lokke en fisk på krogen nede ved åen.
    For børnene er det bare en dag med godt vejr og solskin. Man kan plaske med vand ved vandposten, eller klø Göngiys gris på trynen, eller løbe om kap i strømpesokker og bare tæer. Eller man kan være poptøs og øve sig på at danse ligesom dem i fjernsynet, ude på verandaen med musikken drønende ud af åbne vinduer og en hårbørste som mikrofon. For fjernsyn er her, i det ene hjørne af rummet.  Og X-faktor-drømmene trives lige så godt her som alle andre steder.
Forfatterliv
lørdag den 18. apr 2009