Ungarn for ungarere - ud med zigeunerne og jøderne. Det er i det store hele parolen hos det højrenationalistiske parti Jobbik og dets militsagtige søsterorganisation Magyar Garda. Og Jobbik er ikke noget der foregår i et lille kælderkontor med en enkelt støvet fotokopimaskine og et hjemmelavet website. Ved EU-valget i 2009 fik partiet knap 15 % af stemmerne og vandt dermed tre pladser i Europaparlamentet; ironisk at det stærkt EU-fjendske parti netop her fik sin største demokratiske triumf til dato. Ironisk, men ikke enestående - højrenatonalistiske grupperinger i hele Europa profiterede af EU-valget, og Jobbik har nu dannet forbund med blandt andet BNP (British Nationalist Party) og franske Front National.
Som det ses af denne kampagnevideo fremstiller Jobbik Ungarn som et land der er bygget op af hædelige og driftige ungarere, hvis rettigheder nu trues af tyvagtige romaer og jøder. Ungarns nuværende dybe økonomiske krise giver næring til denne dolkestødsteori, og modviljen mod romaer er i forvejen stor i Ungarn - op mod 70 % giver i meningsmålinger udtryk for at de “ikke kan lide romaer”. Der er begået flere brutale hate crimes mod romaer, både i Ungarn og i andre østeuropæiske lande. Et tragisk eksempel er mordet på Robert Csorba og hans seksårige søn Robika. Efter at have stukket ild på romafamiliens hus ventede gerningsmændene simpelthen til Robert Csorba flygtede fra flammerne med sin søn i armene, hvorpå de skød dem begge to.